Gør det selv

3 tips til at gøre vinduerne klar til sommeren

Udgivet

den

Når sommeren nærmer sig, er det vinduernes opgave at lukke mest muligt lys ind. Med de lange sommerdage er der god mulighed for at se dem efter i sømmene således, at du både kan få glæde af dagslyset og holde vinduerne sunde.

Vi guider her til, hvad du skal holde øje med.

Sommer, sol og vinduestjek

Vedligeholdelse af boligen skal helst ske, når det er tørt og nogenlunde varmt. I Danmark vil sommeren og det tidlige efterår derfor være den bedste tid til at trække i arbejdstøjet og tjekket op på husets tilstand.

Et af de steder, hvor det især er vigtigt regelmæssigt at holde øje med tilstanden, er vinduerne. Ud over at give lys til indendørslivet er det også dem, der holder på varmen og dem, der holder kulden ude. Derudover er de et af de mest benyttede elementer i boligen, der derfor hurtigt kan udsættes for slitage og ydre påvirkninger.

Vinduerne påvirkes af vind og vejr, og deres geografiske placering har ofte betydning for, hvor høj påvirkningen bliver. Med et jævnligt tjek er man sikker på, at vinduerne kan leve længere, da man kan fange eventuelt begyndende skader i opløbet.

Når man gennemser vinduerne for at holde dem sunde, skal man både holde øje med karmen og mekanismerne for åbning og lukning.

Når man gør vinduerne klar til sommeren, skal dette tidligst gøres omkring april, men sommertjekket kan fint finde sted de lune sommerdage eller faktisk helt indtil oktober.

Dog skal der ikke være alt for varmt med bagende sol, da vedligeholdelsen ikke har godt af for meget varme og sol, men på den anden side er frost og kulde også en fjende. Vælg derfor en mere neutral dag til vedligeholdelsen, hvor der er lunt og tørt, men ikke for varmt.

Herunder guider vi til, hvilke ting du skal holde øje med, og hvordan du sikrer, at dine vinduer forbliver sunde og levedygtige:

1. Rengøring af snavs

Når sommersolen bager, vil du for alvor kunne se skidt og snavs på ruderne. Det er måske mest for den visuelle æstetik, men sørg for at gøre dem grundigt rene – enten med vinduesrens eller en blanding af vand og opvaskemiddel. Eventuelt kan du i stedet for opvaskemiddel anvende en mild sæbe, der ikke indeholder ingredienser med slibeeffekt eller opløsningsmidler, da disse kan beskadige vinduerne. Vrid kluden op og vask grundigt. For at undgå aftørrings-striber kan du overveje at bruge en vindues-vasker eller en svaber med den rigtige teknik. Så efterlades der ingen spor fra vasken.

Vil du gerne undgå kalkpletter, kan du med fordel tilsætte lidt afspændingsmiddel til rude-rensen.

Ud over det visuelle bør du fjerne snavs i krogene og langs listerne med vand og sæbe/opvaskemiddel.

Særligt hvis du har riste eller klikventiler, kan der om sommeren ophobe sig sand, jord og insekter, der kan spærre for gennemstrømningen af luft. Dette kan føre til ventilationsproblemer i form af et dårligere indeklima. Så sørg for at få fjernet dette.

2. Smørelse

Smørelsen af både de mekaniske dele og listerne er en anden vigtig form for vedligeholdelse af vinduerne. Ofte er det ikke en opgave, der kræver ret meget, for der skal ikke anvendes særlig meget olie – tit er det ikke engang nødvendigt med ny olie.

Der skal anvendes en syrefri olie til opgaven, som er mest mild over for denne type opgave. Det kan for eksempelvis være symaskineolie. Der skal derudover kun anvendes et par dråber. Når du smører vinduernes dele, skal du dog passe på med ikke at komme til at smøre armen (hvis en sådan findes på dit vindue), der hjælper med til at holde vinduet åbent af sig selv. Hvis denne smøres, så forhindrer olien den friktion, der er nødvendig for, at vinduet ikke bare lukker i.

Derudover kan det være en god ide at behandle listerne med silikone også. En velfungerende liste er nemlig blød og smidig, og via disse egenskaber forhindres det, at den sprækker og revner let. Listerne skal helst holde vinduerne helt tætte, så der ikke opstår varmeudslip eller træk.

3. Tætning af fuger

Fugerne er endnu et element, du bør se nærmere på under sommervedligeholdelsen af vinduerne. Med tiden kan man ikke undgå, at fugerne kan blive utætte og slidte, og dette kan føre til træk og tab af varme. Hvis skaderne ikke udbedres, når vinteren kommer, så kan det ses på varmeregningen. Det er især vinduer af ældre dato, der får problemer med fugerne.

Hvis der er tale om trævinduer, bør du se efter malingen, for den har også tendens til at sprække og revne i takt med tidens tand. Hvis malingen gør dette, så kan fugten trænge ind i træet, og det kan medføre råd. En omgang maling eller træpleje med jævne mellemrum kan forhindre dette.

Hvis det er grelt med utætte fuger, kan det være nødvendigt helt at udskifte vinduerne til nyere og mere miljørigtige varianter.

Hvordan ved jeg, om mine vinduer er utætte?

Utætte vinduer kan medføre træk og udslip af varme, hvilket kan medføre et dårligere indeklima såvel som en større varmeregning. Derfor er sommeren et ideelt tidspunkt til at tjekke, om vinduerne er tætte nok. Dette kan udføres på flere måder:

Den måske letteste metode til at tjekke vinduerne for utætheder er at tænde et stearinlys og sætte det i vindueskarmen. Hvis flammen blafrer, er vinduet ikke tæt.

Du kan også tage et almindeligt stykke papir og sætte det fast i vinduet, når du lukker det. Hvis du nærmest ikke kan slide det fri, så er tætningen god. Hvis du derimod let kan fjerne papiret, så er tætningen mindre skarp.

Vil du gerne anvende en mere professionel metode, så skal du anskaffe et termografi-kamera. Dette kan måle temperaturer på husets overflader med det samme, og utætheder vil give udslag i køligere temperaturer omkring vinduerne.

Hvad skal jeg ellers tjekke igennem på mit hus?

Det er ikke blot vinduerne, der bør have et jævnligt eftersyn. Vil man sikre sig, at huset forbliver i god tilstand, bør man løbede udføre tjek på også tag, skorsten, nedløbsrør, tagrender, sokler, gavle, facader, døre og kloakker.

Jævnlig vedligeholdelse giver vinduerne længere liv

Det kan konkluderes, at man giver sine vinduer en længere levetid ved løbende at vedligeholde dem. Når sommeren nærmer sig, bør man have for vane at give dem endnu et tjek, hvor man sikrer, at de er frie for snavs, ikke har revner i lister og fuger, er godt smurte, og at malingen ikke har sprækker. Sommeren er en god årstid til tjek med de lune temperaturer og mindre fugt.

Giv din bedømmelse

Populære

Exit mobile version